Hvad er hold i nakken?
Smerter og stivhed i nakken, der opstår pludseligt uden en konkret eller kendt årsag, kaldes i folkemunde for et hold i nakken. På fagsprog omtales det klassiske hold i nakken som nonspecifikke nakkesmerter.
Med andre ord så kan man ikke forklare præcist, hvorfor et hold i nakken opstår, da man ikke kan koble smerterne op på en bestemt årsag. Et hold i nakken kan heller ikke ses eller forklares via scanninger.
Man kan selvfølgelig også have ondt i nakken, hvor man kender årsagen, eller har mistanke om en mulig medvirkende årsag. Det kan være på baggrund af en konkret hændelse; fx et biluheld der har medført et piskesmæld eller en brækket nakkehvirvel efter et fald eller slag.
Forskellige sygdomme, lidelser eller tilstande kan også være en medvirkende årsag til nakkesmerter. Vi ved i dag, at smerter er komplekse, og at der sjældent kan findes én isoleret årsag til smerter.
Dette indlæg vil dog rette sit fokus på den mere klassiske forståelse af hold i nakken, hvor smerterne opstår relativt pludseligt uden, at det kan forklares af en specifik årsag.
Hvordan får man hold i nakken?
Et hold i nakken kan opstå i mange forskellige sammenhænge. Vi har hørt om flere, der er vågnet om morgenen med et hold i nakken – måske efter at have sovet tungt og ligget i en bestemt position i længere tid.
Hos nogen opstår det efter at have lavet en bestemt bevægelse, fået et hurtigt vrid i nakken eller været i gang med en bestemt aktivitet. Andre får hold i nakken efter at have siddet stille i længere tid – og nogle gange opstår det bare spontant.
Hvor mange får hold i nakken?
Præcis hvor mange, der har haft et hold i nakken, er svært at sige. Et lidt ældre studie fra 2006 viste, at gennemsnitligt 36% af befolkningen i de skandinaviske lande havde nakkesmerter i løbet af et år. Andre kilder angiver, at tallet ligger i intervallet 30-50%.
Ifølge en nyere undersøgelse af danskernes sundhed fra 2021 er 57% generet i større eller mindre grad af nakke-/skuldersmerter.
Et hold i nakken kan ramme alle mennesker i alle aldersgrupper, men ses hyppigst hos yngre voksne.
Det generelle billede viser, at hold i nakken er en meget almindelig tilstand, som en stor del af befolkningen enten har prøvet eller kommer til at prøve.
Hvad er symptomerne på hold i nakken?
De hyppigste symptomer på hold i nakken vil typisk være:
- Smerter, spændinger og ømhed i nakken
- Stivhed i nakken
- En følelse af at være låst i nakken
- Begrænset bevægelsesfrihed i én eller flere retninger – ofte vil forsøg på at dreje hovedet udløse smerter eller ubehag.
Et hold i nakken kan i nogle tilfælde også forårsage hovedpine eller give smerter, der trækker ned mod skulderen eller ned i øverste del af ryggen.
Hvad er behandlingen af hold i nakken?
Hvad gør man så ved hold i nakken? Og hvad kan du selv gøre?
Først og fremmest kan du selv gøre meget ved at give det tid. Smerterne vil i størstedelen af tilfældene gå over af sig selv efter få dage, og du kan bl.a. hjælpe det godt på vej ved at holde dig aktiv i det omfang, det er muligt.
Kroppen er generelt glad for bevægelse, og bevægelse har tilmed en smertelindrende effekt. Det må gerne gøre lidt ondt, når du er aktiv og bevæger nakken, men man kan med fordel undlade at provokere smerterne unødigt meget.
En fysioterapeut kan hjælpe dig med undersøgelse og behandling af dit hold i nakken, og det vil typisk indebære:
- Undersøgelse og afklaring af, hvad dine smerter betyder – og lige så vigtigt, hvad de ikke betyder.
- Samtale, information, vejledning om din tilstand, der gør dig tryg og fortrøstningsfuld i forhold til, at dine smerter ikke er tegn på noget alvorligt og nok skal gå over igen.
- Øvelser til hold i nakken eller forslag til aktiviteter, du kan lave, der kan reducere dine smerter og forbedre din bevægelighed.
- Manuel behandling, der kan lindre dine smerter og øge bevægeligheden i nakken her og nu.
Dette er også i fuld overensstemmelse med den tilgængelige evidens for den bedste behandling af nakkesmerter, og det flugter også med de kliniske retningslinjer, der findes på tværs af flere europæiske lande.
Et vigtigt budskab med hensyn til behandlingen er, at ingen mennesker er ens. Vi tager udgangspunkt i dig og dine behov, når vi sammen lægger en plan for din vej tilbage til smertefrihed.
Hvor længe varer et hold i nakken?
Ofte kan et klassisk hold i nakken desværre være forbundet med en del smerte, lige når det er opstået. Heldigvis vil langt de fleste opleve markant bedring allerede efter et par dage, og majoriteten vil være mere eller mindre smertefri inden for en uges tid.
Vær dog ikke bekymret hvis der er gået over en uge, og smerterne ikke er helt væk. Så længe man oplever fremgang i symptomerne, er det som udgangspunkt et godt tegn.
Nogle vil desværre opleve, at smerterne varer ved i længere tid. I dette tilfælde kan det være en god idé at rådføre dig med en læge eller fysioterapeut for at få afklaring på dine nakkesmerter.
Kan et hold i nakken være farligt?
Nej, et hold i nakken er ikke farligt. Smerterne kan i starten være intense, og vi forstår godt, hvis det giver anledning til bekymringer, frygt og negative tanker – det er helt naturligt.
Men et klassisk hold i nakken er grundlæggende en helt harmløs tilstand, der går over af sig selv efter relativt kort tid, og det er ikke et udtryk for, at din nakke er gået i stykker.
Lidt ligesom med en forkølelse så er det noget mange mennesker skal igennem i ny og næ. Nogle får det lidt oftere end andre, men det går oftest over af sig selv, og det er ganske ufarligt.
Som med mange andre ting, er der selvfølgelig undtagelser og opmærksomhedspunkter. Oplever du, at dine smerter ikke bliver bedre med tiden, eller måske endda bliver værre, anbefaler vi, at du kontakter en sundhedsprofessionel.
Det er slet ikke ensbetydende med, at du fejler noget alvorligt, men det kan være en god idé at blive undersøgt, når forløbet ikke følger den forventede udvikling.
Derudover bør du kontakte egen læge, hvis dine nakkesmerter ledsages af andres symptomer såsom, men ikke begrænset til:
- Feber eller generel sygdomsfølelse
- Føleforstyrrelser strålende smerter ud i arm og fingre
- Nedsat kraft og besvær med at kontrollere armen
- Hududslæt
- Nakkestivhed ledsaget af feber eller sygdomsfølelse
- Kraftig hovedpine
- Svimmelhed
- Bevidsthedstab/”blackouts”
- Kvalme, opkast, eller sløret syn
- Besvær med at tale eller synke
Er du tvivl om, hvordan du skal håndtere dine nakkesmerter? Book en tid hos en af ProTreatments fysioterapeuter. Klik her for at finde din lokale klinik.
Referencer
- Corp N et al. Evidence-based treatment recommendations for neck and low back pain across Europe: A systematic review of guidelines (2021)
- Fejer R et al. The prevalence of neck pain in the world population: a systematic critical review of the literature (2006)
- Hogg-Johnson S et al. The burden and determinants of neck pain in the general population: results of the Bone and Joint Decade 2000-2010 Task Force on Neck Pain and Its Associated Disorders (2008)
- Rosendahl H et al. Danskernes sundhed: Den Nationale Sundhedsprofil 2021. Sundhedsstyrelsen (2022)