Hvorfor knager mit knæ?

Hvis du har et knæ, der knager, knækker, knitrer, knaser, klikker – kært barn har mange navne – så har du garanteret haft forskellige tanker elle bekymringer om det. Og vi tør godt garantere, at du ikke er den eneste.

Hvorfor lyder mit knæ sådan? Er der noget galt? Slider jeg mine knæ op? Bør jeg holde pause eller helt stoppe med at belaste knæet?

Og det er fuldt forståeligt. Det er ikke lyde, der ligefrem inviterer til tryghed og lyst til bevægelse.

Med dette indlæg håber vi på at kunne adressere nogle af disse tanker, samt gøre dig endnu klogere på dine knæ og de lyde, der nogle gange følger med et knæ i bevægelse.

Disse lyde kaldes også ”krepitationer” på fagsprog.

Er det farligt at mit knæ knager?

Skal du betragte knæ, der knager som noget normalt og ufarligt eller som et advarselssignal på, at du er ved at gøre skade på dig selv?

Helt naturligt vil mange blive nervøse og gå i den tro, man er ved at gøre skade på sig selv, eller at noget ikke er, som det skal være.

Men krepitationer i knæene er helt normalt. Mange mennesker har det uden, at det hænger sammen med hverken smerte, skade eller sygdom.

Eksempelvis fandt man i et studie, at 99% af personer med “raske” knæ – dvs. uden smerter eller skadeshistorik – havde krepitationer i deres knæ.

Grundlæggende skal man heller ikke betragte krepitationer som et tegn på begyndende slid, sygdom eller skade.

Indtil nu, tyder der ikke på at være forskning, der har kunnet påvise en klar sammenhæng mellem krepitationer og skade eller sygdom. Med andre ord – der er ikke meget, der tyder på, at krepitationer fra knæene betyder, at du har en skade, eller er i gang med at gøre skade på dig selv.

Du kan derfor betragte krepitationer fra knæet som noget, der både er ufarligt og meget udbredt i den generelle befolkning. Hvis det ikke hænger direkte sammen med smerter eller ubehag, så skal du som udgangspunkt ikke være nervøs.

Du kan derfor trygt fortsætte din vanlige fysiske aktivitet. Faktisk vil vi direkte opfodre til dette, da fysisk aktivitet bl.a. gør dine muskler, knogler og led stærkere. At være fysisk inaktiv er meget farligere, end lyde fra knæene er.

Er lyde fra knæene tegn på slidgigt?

Det er en gængs opfattelse, at knæ, der knager, kan være tegn på begyndende slidgigt. Og det er da også rigtigt, at personer med slidgigt i knæet samtidig kan opleve lyde fra knæet, og at det godt kan være en del af det samlede symptombillede på slidgigt.

Men er man ikke i øget risiko for at have slidgigt pga. høj alder, skal man grundlæggende heller ikke være bekymret for, at man har begyndende slidgigt.

Og slidgigt er i øvrigt en meget normal aldersbetinget forandring, der ikke nødvendigvis altid vil medføre smerter. Man regner faktisk med, at alle over 60 år har slidgigt i et eller flere led. Og det er altså både folk med og uden smerter.

Hvorfor knager mit knæ?

Når vi nu har fået etableret at lyde fra knæet grundlæggende er normalt og ufarligt, er det kun naturligt at gå videre til næste spørgsmål – hvor kommer lydene så fra?

Men svaret er, at det er der faktisk ikke rigtig nogen, der ved med 100% sikkerhed. Gennem forskningen kan man dog komme med nogle meget kvalificerede bud på, hvad lydene skyldes.

Nogle studier antyder, at det sandsynligvis kan skyldes små gasbobler i ledvæsken, der springer, hvilket kommer til udtryk som den ”poppende” eller ”knækkende” lyd man måske også kan genkende fra andre led; fx fra knoerne.

Andre studier indikerer, at lydene i højere grad kommer af selve dannelsen af gasbobler eller små hulrum i ledvæsken, fremfor gasbobler, der “popper”. Gasboblerne dannes løbende, når trykket i ledet ændres. Den nøjagtige mekanisme bag lydene er ikke endegyldigt fastslået, men meget tyder altså på, at det er relateret til gasbobler i ledvæsken.

Mange oplever ligeledes en lidt finere knasende, knitrende eller knirkende lyd i knæet, når det bøjes og strækkes. Dette skyldes sandsynligvis ledvæske i knæet, der bevæger sig hen over den forholdsvis ru overflade i rummet bagved knæskallen – hvilket er helt normalt.

Oplever man derimod en klikkende lyd fra knæet, skyldes det måske sener, der ”glider” hen over specifikke knogleudspring, når knæet bevæges.

Hvis det er normalt, hvorfor knager nogens knæ så ikke?

I langt det fleste tilfælde betyder knagende knæ altså ikke, at dit knæled er ustabilt, er i stykker eller, at du er i gang med at gøre skade på dit knæ. Det er blot et udtryk for knogler, sener, muskler og væske, der bevæger sig.

Selvom det er et helt normalt fænomen, kan vi ikke forklare, hvorfor nogle mennesker oplever krepitationer i deres knæ, og andre ikke gør.

Fra naturens side er vi grundlæggende bygget på samme måde, men ikke to mennesker er 100% identiske. Der kan være uendeligt mange variationer af, hvordan vores anatomiske strukturer ser ud, er formet og vinklet – helt ned på et niveau, der ikke kan ses med det blotte øje, men som måske har betydning for tilstedeværelsen af knæk, knagen, klik eller knitren.

Så det bedste svar vi kan give er, at det nok grundlæggende skyldes almindelig menneskelig variation.

Hvornår skal jeg reagere, hvis mit knæ knager?

Lad os alligevel forholde os lidt kritisk her til sidst. For ligesom med alt andet i denne verden er noget sjældent endegyldigt, og der vil altid være undtagelser.

Lyde fra knæene, der hænger sammen med andre symptomer, kan, i et fåtal af tilfældene, være tegn på bestemte patologiske tilstande.

Oplever du noget af følgende, kan det være en fin idé at rådføre dig med en sundhedsprofessionel for at få afklaring på dine symptomer.

  • Er lydene fra knæet forbundet med smerter eller ubehag?
  • Hæver dit knæ op i forbindelse med, at lydene også er til stede?
  • Oplever du, at dit knæ låser i forbindelse med lydene?
  • Er lydene fra knæet opstået pludseligt, fx efter en konkret hændelse (skade, uheld mv.)?
  • Er du bekymret eller usikker på, hvad lydene fra dit knæ betyder?

Book en tid hos en af vores fysioterapeuter, ved at klikke her.

Referencer

  • Castellanos J et al. Effect of habitual knuckle cracking on hand function (1990)
  • Kawchuk GN et al. Real-time visualization of joint cavitation (2015)
  • McCoy GF et al. Vibration arthrography as a diagnostic aid in diseases of the knee. A preliminary report (1987)
  • Protopapas MG et al. Joint cracking and popping: understanding noises that accompany articular release (2002)
  • Song SJ et al. Noise around the Knee (2018)
  • Unsworth A et al. ‘Cracking joints’. A bioengineering study of cavitation in the metacarpophalangeal joint (1971)

Relaterede artikler

Hvorfor knager mit knæ?

Hvis du har et knæ, der knager, knækker, knitrer, knaser, klikker – kært barn har mange navne – så har du garanteret haft forskellige tanker elle bekymringer om det. Og vi tør godt garantere, at du ikke er den eneste. Hvorfor lyder mit knæ sådan? Er der noget galt? Slider jeg mine knæ op? Bør …

Hvorfor knager mit knæ? Læs videre »

Læs artiklen about Hvorfor knager mit knæ?
Slidgigt i knæet – skal jeg have et nyt knæ?

Hvad er slidgigt i knæet? Årligt får ca. 13.000 danskere et nyt knæ. På fagsprog kaldes operationen en knæalloplastik. I langt de fleste tilfælde foretages operationen pga. smerter og funktionsbegrænsninger relateret til artrose – eller slidgigt som det primært kaldes i folkemunde. Omtrent 270.000 danskere lider af slidgigt i knæet, og hvert år får ca. …

Slidgigt i knæet – skal jeg have et nyt knæ? Læs videre »

Læs artiklen about Slidgigt i knæet – skal jeg have et nyt knæ?
Må du squatte med knæene udover tæerne?

Det er næsten så sikkert som amen i kirken, at du har hørt påstanden om, at knæene aldrig må passere tæerne i en squat. Det har været – og er desværre stadig – en påstand, der florerer derude. I dette indlæg vil vi forsøge at give dig et lidt mere nuanceret indblik i denne påstand, …

Må du squatte med knæene udover tæerne? Læs videre »

Læs artiklen about Må du squatte med knæene udover tæerne?
Scroll to Top